Alle voksne borgere har pligt til at forsørge sig selv og sin familie i det omfang, det er muligt. Hvis det ikke er muligt, enten i en kort periode eller mere permanent, er der forskellige former for offentlig hjælp du kan få.
Ændring
Får du offentlig hjælp, har du pligt til at meddele til din sagsbehandler, hvis dine økonomiske forhold ændres. Det skal du, fordi man ikke må modtage offentlig hjælp, hvis man samtidig har en anden form for indkomst. Ændringer, der betyder at den offentlige hjælp skal stoppes, kan f.eks. være:
- At du får arbejde
- At du begynder på en uddannelse
- At du bliver pensionist
Tilbagebetaling
Kommunen kan i visse tilfælde kræve at du skal betale den offentlige hjælp tilbage igen. Det kan f.eks. være hvis:
- Du ikke giver kommunen besked om, at din eller din families økonomiske forhold har ændret sig. Har du f.eks. fået arbejde eller påbegyndt en uddannelse
- Du på et senere tidspunkt f.eks. får erstatning, offentlig pension eller underholdsbidrag for samme tidsrum og formål, som den offentlige hjælp. Har du f.eks. fået offentlig hjælp, fordi du har nedsat arbejdsevne på grund af en arbejdsskade og får du senere udbetalt erstatning for skaden, kan kommunen kræve den offentlige hjælp tilbagebetalt
Din sagsbehandler kan også beslutte, at du kun kan modtage offentlige hjælp, hvis du betaler hjælpen tilbage på et senere tidspunkt. Det kan kommunen kræve, hvis
- der ydes hjælp på grund af uforsvarlig økonomi eller uforsvarlig arbejdsmæssig handling
- eller du i løbet af kort tid vil være i stand til at betale hjælpen tilbage
Kræver kommunen, at du skal betale den offentlige hjælp tilbage for at du kan få hjælp, skal du underskrive en tilbagebetalingserklæring.
Bemærk
Fristen for tilbagebetalingen kan udskydes. Det kan blive nødvendigt, hvis du ikke er i stand til både at forsørge dig selv og din familie og samtidig betale den offentlige støtte tilbage. Kravet om tilbagebetaling kan også helt bortfalde.
Du kan have ret til offentlig hjælp, selvom du har en mindre formue. Det kræver dog, at formuen bør bevares til et bestemt formål, som din sagsbehandler skønner rimeligt.