Hvis du opholder dig i Danmark og er uden arbejde, kan du søge om økonomisk hjælp fra det offentlige. I Danmark kaldes ordningen for kontanthjælp. For at modtage kontanthjælp skal du opfylde en række betingelser.
Hvis du er medlem af en arbejdsløshedskasse, kan du modtage dagpenge derfra, hvis du mister dit arbejde.
Du skal selv aktivt forsøge at komme i arbejde. Hvis du modtager kontanthjælp eller dagpenge, kan det få konsekvenser at afvise et job eller et tilbud om hjælp til at komme i arbejde.
Du har som kontanthjælpsmodtager ret og pligt til at modtage tilbud om aktivering. Aktiveringen fastsættes i samarbejde med det lokale jobcenter.
For at kunne modtage kontanthjælp, er det en betingelse at:
- Du skal have fast bopæl og folkeregisteradresse i Danmark
- Der skal være sket ændringer i dit liv, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller at du og din samlever ikke længere lever sammen
- Ændringerne gør, at du ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til dig eller din families forsørgelse
- Dine behov ikke kan dækkes gennem andre ydelser
- Du maksimalt har en formue på 10.000 kr.
Det er desuden en betingelse at:
- Du eller din ægtefælle ikke har et rimeligt tilbud om arbejde
- Du aktivt søger alle muligheder for at få et arbejde
- Du melder dig som ledig på et jobcenter
Du kan ikke få kontanthjælp, hvis du afviser et rimeligt tilbud om arbejde, aktivering eller andre tilbud, der kan hjælpe dig til at komme i arbejde.
Læs mere om kontanthjælp her
Hvis du er medlem af en arbejdsløshedskasse (a-kasse), bosiddende i Danmark og har været det i en vis periode, kan du modtage dagpenge fra a-kassen, hvis du mister dit arbejde.
Læs mere om arbejdsløshedsdagpenge her
Hvis du ikke er medlem af en a-kasse, skal du være opmærksom på, at du først kan melde dig ind i en a-kasse, efter du er flyttet til Danmark, og at der vil være en karantæneperiode på op mod ét år.
Læs mere om optagelse i a-kasser