airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Stort behov for terapisessioner i Qaanaaq

Projektkoordinator i Avannaata Kommunia, Markus E. Olsen, fik i forbindelse med et andet projekt i sit arbejde under kommunen mulighed for at afholde terapisessioner for kommunalt ansatte i Qaanaaq. En af deltagerne, Marie Kristiansen, vurderer, at der er stort behov for sådanne sessioner.
22. juli 2020
Markus E. Olsen, der er certificeret behandler i blandt andet Tankefeltterapi og Emotionel frihedsteknik, afholdt flere sessioner med kommunens ansatte over tre dage. Op mod 35 kommunalt ansatte fik mulighed for at deltage i terapisessionerne, hvoraf 15 fra medarbejder- og ledergruppen fik mulighed for at komme i individuel samtaleterapi.

- Efter det, jeg kan fornemme, er der et stort behov for at tale om de stærke oplevelser, folk har været udsat for gennem livet. Det gælder alle de steder, hvor jeg har afholdt lignende sessioner i kommunen. Hvis vi som borgere skal kunne opnå en sund livsstil, så er vi nødt til at komme i dybden med de problemer, vi sidder inde med, siger Markus E. Olsen.

Må være robust for at kunne yde hjælp
Under sessionerne fik de ansatte blandt andet mulighed for at sidde i rundkreds med kolleger og tale om egne oplevelser og lytte til andres problemer. De enkelte deltagere kunne selv bestemme, hvad de ville bringe op af emner. I de individuelle sessioner fik de enkelte ansatte mulighed for at komme dybere ind på egne problemer. En af deltagerne, Marie Kristiansen, har kun lovord for sessionerne.

- Når man bor i udkantsområdet og arbejder med mennesker, har man et stort behov for at komme til sådanne samtaleterapier. Jeg kunne selv efter en enkelt samtaleterapi mærke, hvor vigtigt det er at man taler om sine problemer. Jeg følte, at jeg kom af med noget snærende og tungt, og alligevel får jeg større lyst til at komme på lignende sessioner igen. Hvis vi skal kunne arbejde med mennesker, er vi nødt til selv at være robuste, for at kunne yde bedre hjælp til dem, vi arbejder for. Derfor mener jeg, at sådanne sessioner, der kan bane vej for selvudvikling, er yderst nødvendige, for vi må være robuste, for at kunne yde hjælp til dem, vi arbejder for, siger Marie Kristiansen, familievejleder i familiehuset i Qaanaaq.

Tankefeltterapi og Emotionel frihedsteknik bruges til alle former for ubehag som stress, angst, traumer, sorg og meget mere, hvor den behandlede indstiller sine tanker og følelser på det oplevede samtidig med at der stimuleres blidt på meridianpunkterne. Terapiformerne er begynde at vinde frem i Grønland.

- Folk står frem af egen vilje og begynder at fortælle om deres inderste tanker, hvilket tyder på, at behovet for at komme af med ubehagelige oplevelser er stort, siger Markus E. Olsen.

Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl