airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

iPad afprøves i skolen i Upernavik

Samtlige skoleelever og lærere på Prinsesse Margrethe Skolen i Upernavik har fået uddelt iPads og er nu kommet godt i gang med at øve sig i at bruge udstyret som et led i undervisningen.
30. april 2020
- Jeg var overrasket over den manglende begejstring hos eleverne i nogle klasser, efter at de havde fået iPad’ene uddelt. En del af eleverne har jo i forvejen egne iPad og er fortrolig med brugen af dem, og det er nok derfor, at begejstringen udeblev. Men der er selvfølgelig nogle elever, som for første gang stifter bekendtskab med iPad’ene, og de er naturligt nok begejstrede for dem, siger Nuka Sørensen, der er skoleinspektør på Prinsesse Margrethe Skolen i Upernavik.

Anvendelsen af det digitale undervisningsmateriale vil for alvor komme i gang ved skolestart efter sommerferien. Skoleelever og lærere skal derfor bruge tiden indtil sommerferien i at øve sig i brugen af de digitale læremidler.

- Samtlige lærere på skolen har været på kursus i brugen af digitale læringsmidler. Derudover har vi en IT-medarbejder, der kan hjælpe med det tekniske og en pædagogisk mentor, som kan træde til og støtte op om lærerne i brugen af digitale undervisningsmaterialer. Og endelig har mentoren mulighed for at hente inspiration i anvendelsen af læringsmidler fra et firma i Danmark, forklarer Nuka Sørensen.

Også forældrene til skoleeleverne er blevet indført i formålet med brugen af de digitale læringsmidler og er blevet præsenteret for politik for brugen af iPad.

Skolen i Upernavik er med i anden udrulningsplan i Avannaata Kommunia, der er er klar til at komme i gang med digitale læringsmidler. Anvendelsen af digitale læringsmidler på to skoler i Ilulissat blev kickstartet i marts måned i forbindelse med den midlertidige lukning af skolerne på grund af coronasituationen.

Skolen i Uummannaq har modtaget digitale undervisningsmaterialer og skal igennem tekniske forberedelser, før materialet kan tages i brug, mens skolen i Qaanaaq vil modtage og tage undervisningsmaterialet i brug til efteråret. Derefter bliver det bygdernes tur til at få leveret og gå i gang med samme undervisningsmaterialer.

Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl
Foto: Prinsesse Margrethe Skolen