airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Sonderende samtale mellem borgmester og Nitter

Borgmesteren i Avannaata Kommunia og Air Greenlands administrerende direktør kom vidt omkring i deres halvanden times passiar. De efterlyser dialog om koordinerende samarbejdsmuligheder i landet.
10. juni 2020
 Fra venstre: Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktøri Air Greenland, Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia samt MikkelSøndergård, direktionssekretær i Air Greenland.
Mødet, som fandt sted på rådhuset i Ilulissat, er en fortsættelse af en dialog, som borgmester Palle Jerimiassen og Air Greenlands administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen, havde under trafikseminaret i år.

Under samtalen kom de vidt omkring med emner som passager- og godstrafik samt hangarmuligheder i Avannaata Kommunia, muligheden for at kunne styre hen i retningen af en bæredygtig turisme, hvor nicheturisme kan være en af mulighederne og mange andre emner. Men det er dialogen om koordinerende samarbejdsmuligheder, som de to ledere mener, at der er behov for i Grønland.

- I de 60 år, Air Greenland har eksisteret, var det selskabet, der bestemte, hvordan passagererne skulle serviceres. Set i forhold til det ståsted, Air Greenland er nået til i denne corona-tid, så kommer selskabet fremover til at servicere efter kundernes ønsker. Det er sådanne muligheder i denne transformationstid, som selskaber, Selvstyret, kommunerne og næringsdrivende her i landet bør have en tættere dialog om, siger Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktør i Air Greenland.

Manglende udvikling i den nordlige del af kommunen
Særligt i forhold til den læring, som corona-situationen har medført, hvor virksomheder og politiske organisationer har fået overblik over eget ståsted og har gjort særlige erfaringer, er der et behov for at drøfte de muligheder, som Grønland kan udnytte.

Borgmesteren konstaterer, at selvom corona-tiden har gjort et stort indhug i turistoperatørernes omsætning, så har dagligvareforretningerne gode kår med god omsætning, og Avannaata Kommunia har nu den bedste kassebeholdning, siden kommunen blev dannet for to år siden.

- Jeg plejer at sige, at når det går godt med fiskeriet, så går det også godt med kommunens økonomi. Fiskerne i vores kommune tjener penge som aldrig før. Der bliver udbetalt 500 millioner kroner til fiskerne om året, og banken i Ilulissat er den bank i rigsfællesskabet, der langer flest kontanter over disken. Fiskerne forbruger løs og bidrager til, at forretningerne kører godt, siger Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia.

Borgmesteren erkender samtidig, at til trods for, at betingelserne for udviklingen er der på grund af fiskernes gode indtjening, så er der er en række mekanismer i samfundet, der forhindrer udviklingen i at nå ud til den nordlige del af kommunen.

- Derfor er behovet for dialogen omkring koordinerende samarbejdsmuligheder i samfundet så nødvendigt mere end nogen sinde før, siger Palle Jerimiassen.

Tekst og foto: Káte Hansen, khan@avannaata.gl