Af borgmester Palle Jerimiassen (AI), Avannaata Kommunia
Debatten om snescooterkørsel omkring Ilulissat har for nylig fået nyt liv. På overfladen ser det ud som om, at diskussionen kun involverer en gruppe borgere og kommunen. Men sandheden er, at Selvstyret har sat en stopper for kommunens politiske ønsker og har blokeret alle ansøgninger om at åbne for en fornuftig snescooterkørsel omkring byen.
I generationer har indbyggerne i Ilulissat haft tradition for fangst og senere fiskeri ved mundingen af isfjorden, Kangia. Tidligere blev fiskerne transporteret til fangstpladserne med hundeslæde en strækning. I dag har klimaforandringerne ændret disse forhold, og snescooteren er blevet en integreret del af fiskeri- og turistindustrien i samme område.
Borgerne i Ilulissat, inklusive fiskere, turister og almindelige familier, benytter sig af snescootere og hundeslæder som transportmiddel til Kangia. Desværre står de over for udfordringer på grund af bureaukratiske og politiske hindringer fra Selvstyrets side. Dette er på trods af, at jeg som borgmester flere gange har søgt dialog og løsninger på området.
Snescooterruten til Kangia, som Selvstyret har ville godkende, er fastlagt meget restriktivt. Dette er blandt andet pga. UNESCO-området. Den er derudover utilgængelig tidligt på sæsonen på grund af mangel på sne. Denne mangel på logik minder kun en om, at hele området omkring unesco-fredningen og bufferzonen, sætter urimelige begrænsninger for kørslen med snescootere, hvilket igen er en stærk belastning i mange borgeres hverdag.
Dertil har Selvstyret sat forbud for kørslen i den store vandspærrezone, hvilket gør det yderst vanskeligt for borgere at anvende snescootere, som transportmiddel, når de eksempelvis skal mod Bredebugt og Oqaatsut.
Jeg er naturligvis indforstået med, at vi skal passe på vores drikkevand, men erfaringer fra udlandet viser, at rent drikkevand og motoriseret kørsel godt kan gå hånd i hånd. I Norge tillader man snescooterkørsel under hensyntagen til områdets undersøgelser og forskrifter. Mit forslag har derfor været, at vi ændrer vores lovgivning, så den svarer til den norske. Selvstyret har dog valgt, at forholde sig passivt til sådanne forslag og ansøgninger.
Selvstyret har således valgt at sylte vores forslag og ansøgninger. Det er som om de tror, at problemet forsvinder af sig selv. Jeg mener derfor, at tiden er kommet til at spørge, hvorfor man ikke vil tage erfaringerne fra Norge til sig, og hvorfor vi egentligt skal have et UNESCO-område, der sætter disse begrænsninger for os i hverdagen.
Jeg opfordrer derfor endnu engang Naalakkersuisoq for Miljø, Kalistat Lund, til at handle hurtigt på området. Det er på tide at sikre bedre vilkår og fremtidsperspektiver for vores samfund og erhvervsliv i Ilulissat.